Life goes onと思う。

[ Warning : dette indlæg bliver ren emo-talk, så hvis du ikke er til det, foreslår jeg at du kommer tilbage en anden dag og læser ] So, here I am again. Whiner over at jeg ikke kan få timer nok på mit arbejde, selv om jeg ingen reelle udgifter har. Kører mig selv ned i depressive mode, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv og min fremtid, når der i virkeligheden sidder flere derude i verdenen, som har det så meget værre. Endda nogle jeg kender. Hvor meget værre skal de have det, før end at jeg kan indse min egen lykke ?!

Jeg har i det mindste et job, jeg har ikke andre end mig selv at skulle tage hensyn til. Jeg har mål jeg gerne vil nå, og jeg har mennesker omkring mig, som bakker mig 100% op - HVAD FANDEN BROKKER JEG MIG OVER ?!? I mean, come on! Jeg føler ikke engang at jeg gør noget for at hjælpe dem. Sidder bare her og føler mig hjælpeløs over mine egene, tankeløse valg. Og jeg føler at min egen situation bliver værre, fordi de får det værre. Hvor egoistisk ! ; Jeg kan ikke tage mig sammen til at komme i skole igen, hvilket kun kommer til at gå udover min eksamen senere, og derfor også min fremtid. Mens nogle faktisk står i økonomiske problemer og skal til at vælge hvorvidt om de skal tilbage hvor de kom fra, eller kæmpe for at kunne fortsætte her, hvor de faktisk har fået skabt sig en tilværelse. Og det værste er at jeg jo i virkeligheden ville gøre næsten hvad som helst for at hjælpe dem, because I care, men nogle gange er det bare så meget lettere sagt end gjort. For jeg ved bare ikke hvad jeg skal sige for at muntre dem op. Og jeg kan umuligt dulme deres situation, alene ved brug af ord. Men hvordan tager man sig lige sammen til at få andre op på benene igen, hvis man ikke engang kan få sig selv op ?
Jeg vil nu fortsætte min ynkelige tilværelse med at se mere jdrama. Jeg håber seriously at I får det bedre ♥ I ved godt hvem I selv er. U know I whis u all the best.